
Tour De France Rytter, Emma Norsgaard:
Jeg skal bare ikke være den første, der giver op!

Emma Norsgaard er modig, passioneret og stædig – som mange andre unge ambitiøse kvinder – men til sommer er hun også med til at skrive historie. Som den yngste professionelle kvindelige cykelrytter nogensinde i verdens første og hårdeste cykelløb: Tour de France for kvinder. Female Drivers Club har mødt den 22-årige Emma til en snak om livet på landevejene i Spanien, deltagelsen i det første cykelløb for kvinder, hendes drømme og ultimative mål.

Kvindernes Bilmagasin møder Emma Norsgaard over Zoom. Hun er med fra Andorra, hvor hun bor sammen med sin mand Mikkel Norsgaard, der også er professionel cykelrytter. Oprindeligt kommer hun fra Silkeborg, men lige nu nyder hun en velfortjent pause med sin mand hjemme i Andorra efter årets første store mål er veloverstået – nemlig forårsklassikerne.
Parret lader derfor nu op til det næste store cykelløb, for lige rundt om hjørnet venter Giro D’italia og herefter Tour De France for kvinder, som starter i Paris den 24. juli.
Det er det største for mig, at jeg skal være med i Tour De France. Jeg er selvfølgelig stolt over, at jeg har kvalificeret mig til Touren, men jeg er også beæret over, at jeg er med til at skrive historie. Det er nemlig første gang i verden, at cykelløbet Tour de France også cykles af kvinder. Det er så VILDT at kunne stille op i dette prestigefyldte og historiske løb. Jeg glæder mig helt utroligt meget, fortæller Emma.
Forberedelsen til en ny sæson
Der er meget forberedelse, inden en ny sæson kan cykles i gang. Selvfølgelig skal man hele tiden være i den helt rigtige fysiske form. Men det er mindst lige så vigtigt at være “on top” rent mentalt, inden man som cykelrytter sætter sig i sadlen og klikker fødderne i pedalerne.
Hvert cykelløb kræver en mental “optankning”. Emma forbereder sig mentalt ved at tale med personer, som ikke har noget med cykelløb at gøre, for så falder snakken ikke automatisk på cykelløb.
Jeg ringer ofte til min bror og taler om løst og fast. Ja, rent faktisk om alt muligt andet end det cykelløb, jeg står overfor at skulle gennemføre. Det får mig nemlig til at slappe af og glemme min nervøsitet. Det er faktisk også sådan, at jeg, når jeg skal koble helt af imellem løbene, forsøger at holde ferie og lave alt muligt, der ikke har med cykelløb at gøre. Min absolut favoritting og det, som er med til at give mig mental styrke og overskud, er at tage hjem til Silkeborg og besøge min familie. At sidde hjemme i stuen, rundt om spisebordet og drikke en kop kaffe og spise et stykke kage og bare snakke med familien – der findes bare ikke noget bedre, fortæller hun.
Udover den mentale forberedelse spiller det helt rigtige gear en afgørende rolle. Takket være sponsorerne, har Emma været heldig at have det mest moderne udstyr. For eksempel er cykeldækkene leveret af Continental, der producerer lige så professionelle cykeldæk som bildæk.
Velfortjent fokus på kvindelige cykelryttere
Tour De France for kvinder starter, når mændenes løb er afsluttet den 24. juli. Løbet og ruterne er kortere end mændenes, da der naturligvis er taget hensyn til, at kvindernes fysik er anderledes end mændenes.

Vi har fået utrolig meget omtale, fordi kvindernes skal køre Tour De France i år. Det mærkes fra hele verden, at der også er kommet fokus på kvinderne i verdens hårdeste cykelløb. Det har selvfølgelig også en stor og spændende nyhedsværdi. Vi oplever også, at mændene er søde til at bakke os op og dele spotlightet sammen med os. Det er rigtig dejligt og meget bekræftende at være med til, påpeger Emma Norsgaard.
Flere kvindelige cykelryttere
Kvindeligt cykelløb er gået rigtig meget frem i de senere år, hvor flere og flere kvindelige cykelryttere er kommet til. Det er selvfølgelig fantastisk, at man som kvindelig cykelrytter kan deltage i flere og flere prestigefyldte cykelløb. Samtidig kan Emma mærke, at interessen også er steget hos tilskuerne, og at der også er kommet mange flere kvindelige fans til de mange forskellige cykelløb, der findes rundt omkring i verden. Og det er ifølge Emma Norsgaard noget helt specielt som kvindelig cykelrytter at bliver støttet af entusiastiske og passionerede kvindelige fans og deres døtre.
Jeg kan godt lide at drømme og lægge store planer. Jeg mener, hvem havde troet, at jeg skulle blive den yngste cykelrytter i den kvindelige Tour? Min store drøm og mål er at vinde verdensmesterskabet. Dét står allerøverst på min liste. Det er dét ultimative. Forestil dig lige mig køre hele året i verdensmestertrøjen. Man kører i trøjen til alle løb hele året – også til Tour de France. Og der er måske ikke så langt fra verdensmester til at stå som vinder på podiet i Paris… Den trøje har jeg drømt om, siden jeg var syv år gammel. Det må være det ultimativt største mål for mig, og så herefter drømmen om at blive forældre sammen med min søde mand Mikkel naturligvis, fortæller hun.
Tour De France er ikke længere kun forbeholdt mænd
Der er ifølge Emma Norsgaard heldigvis også bredt accepteret. Historien viser, at når de store prestigefyldte sportsbegivenheder åbner op for kvinderne, følger andre trop. Hvilket Female Drivers Club selvfølgelig bifalder, fordi det er jo endnu et skridt i dén rigtige retning. Det har været en stor fornøjelse at høre en 22-årig kvinde fortælle om, hvordan hun er med til at skrive historie. Vi tør godt love, at det ikke er sidste gang, vi fortæller om Emmas forberedelser til Tour De France. Og Emma, vi hepper på dig.
Faktaboks: Fra at være et endags- og eller todagesløb, skal kvinderne på årets Tour De France tilbagelægge ca. 1.000 kilometer og igennem i alt otte etaper. Løbet starter ved Eiffeltårnet i Paris 24. juli dagen efter, at herrernes løb slutter. Det afsluttes den 31. juli på La Super Planche des Belles Filles.

Tak til Continental.
Som gør det muligt for Female Drivers Club at følge Emmas og kvindernes første Tour De France.